Borreby

Borreby Gods har en af Danmarks mest karakterfulde og bedst bevarede renæssancebygninger.

Hovedhuset er opført i 1556 af rigskansler Johan Friis på et dobbelt voldsted og havde oprindeligt kun én indgang med stokværk, skydeskår og skoldehuller – et drabeligt forsvarsværk, derfor navnet ‘herreborg’.

De to borggårdsfløje og portbygningen er opført senere. Herreborgene opstod som en konsekvens af Grevens Fejde i 1534, hvor herremændene havde brug for at forsvare sig, hvis der opstod nye bondeoprør.

Landbrug og teater

Også på Borreby har H.C. Andersen været gæst. Eventyret 'Vinden fortæller om Valdemar Daa og hans døtre' er historien om, hvordan brødrene Oluf og Valdemar Daa formøblede hele formuen, og Borreby med, ved at forsøge lykken ved alkymi. Mere præcist søgte Valdemar Daa nemlig opskriften på guld ved hjælp af middelalderens kemi.

I dag driver borgens ejer både landbrug og teater. Joachim Castenschiold tog i 1994 til Hollywood for at blive forfatter og skuespiller. Efter studierne i Los Angeles og efterfølgende arbejde som skuepiller vendte han i 2002 hjem til Danmark med drømmen om at kombinere skuespil og landbrug på Borreby. Tilskud fra fonde gjorde i 2012 Borreby Teater til en prisbelønnet realitet.

Der er adgang til den yderste borggård og til parken, hvorfra man kan se borgens historiske bygninger og så kan man naturligvis besøge stedet som teatergæst. Joachim Castenschiold har skabt en ny tradition på godset: Aftenen før St. Bededag inviterer han alle med lyst til varme hveder og teater i parken.

Fakta om Borreby

  • En af Danmarks fem herreborge. Et forsvarsværk af de helt store.
  • I dag teater og landbrug ved Joachim Castenschiold.
  • Der er adgang til parken og Borrebys eget teater.