Et tidsbillede fra 1600-tallet

Det er en bidende kold vinter, 1650’erne kaldes den ”lille istid”.

Svenskekongen Karl X. Gustav står ved en af kaminerne på Korsør Slot i oktober 1659. Det klør på hans hænder, lopperne har tilført ham en slem lidelse.

En lille dreng lægger mere brænde på ilden, men den svenske konge fryser stadigvæk, kongen er i dårligt humør, og han har ikke sovet godt de sidste nætter.

Kongen, der har skrevet og afsendt mange breve, mens han har boet på slottet, har lige afslået en fredstraktat fra England og Holland.

Han ler hånligt: ”Tror de ”oerhörde skvallerkärringer”, at de skal sætte sig på gennemsejlingen ved Øresund og indkassere Øresundstolden?

Et af de svenske transportskibe var stødt på en stor sten, som lå på bunden af havnen i Korsør. Det var sunket med det samme, og kun dele af skroget var synligt. Karl X. Gustav er ved at være godt træt af krigen.

Krig og ’lille istid’

1. juni 1657 underskriver den danske konge Frederik III (1609-1670) en krigserklæring til Sverige. Det passer den svenske konge godt, for han var i krig i Polen, hans hær var sulten, og de havde udplyndret landet totalt.

Svenskekongens plan var da at drage mod Danmark, lade hæren plyndre de fede, danske landskaber og indlemme det lille, latterlige Danmark som svensk provins. Så var Karl X. Gustav ene om indtægten fra Øresundstolden, ja, han kunne også få told fra skibe på Storebælt.

22. juni 1657 går den svenske hær over grænsen ved Holsten og drager plyndrende op i Jylland.

1658 er den koldeste vinter i ”mands minde”, de danske farvande er frosset til. Karl X. Gustav marcherer 30. januar med en hær på 12.000 mand over isen på Lillebælt til Fyn, som besættes og udplyndres grundigt.

9. februar bringer Karl X. Gustav sin hær samt krigsmateriel over isen fra Fyn til Langeland videre til Lolland, og snart er hele Sjælland også besat.

Danmark anmoder om en fredsforhandling. Den etableres i Taastrup præstegård, hvor Danmark må give sig på mange punkter, bl.a. må Skåne, Halland og Blekinge
afstås.

Fredsaftalerne får en kort levetid. Allerede 7. august 1658, ganske uventet, bryder Karl X. Gustav freden. Kongen anløber Korsør Rev og landsætter en styrke på 7.000 mand, hvoraf de fleste marcherer mod København, hvor der oprettes et hovedkvarter ved Brønshøj. En del soldater bliver stationeret i Korsør.

Svenskekongen plyndrer nu Sjælland og indtager bl.a. Kronborg, hvor et stort krigsbytte bliver overført til Sverige. 

Nu vil den svenske konge have af resten af Danmark. 11. februar 1659, i en forrygende snestorm, indleder han, kort efter midnat, stormen på København, som mislykkedes. Københavns befolkning havde vist det største mod og havde forsvaret deres by, hver våbenfør mand havde været beredt og kæmpet.

Kl. 4 om morgenen måtte den svenske hær, med et stort tab, trække sig tilbage. Den svenske dronning er krævende og forlanger mere og mere dansk krigsbytte. Hun har bl.a. fået lavet en sengehimmel af de fine gobeliner fra Kronborg, og nu forlanger hun springvandet fra slotsgården, som må tages ned og overføres til Sverige.

En stærk – og svensk fæstning

Kongen står stadig på Korsør Slot og fryser. Han har ellers lige været oppe i tårnet og set med tilfredshed ud over Fæstningen med de nyetablerede volde samt set over på Lilleø, hvor der også er bygget forsvarsanlæg, men da han blev mindet om det sunkne skib, der lå i havnen, blev han igen i dårligt humør.

Kongens betroede mand ingeniør Erik Dahlberg, der både er spion og en meget dygtig arkitekt og ingeniør, er en god rådgiver for kongen. Dahlberg har stået for opførelsen af voldene og voldgravene på området og ladet opføre bastioner på Lilleø. Samtidigt har han ladet skanserne opføre fra Revet og ind forbi Lygtebakken.

Dahlberg havde for nogle år før krigen rejst anonymt rundt i landet, hvor han havde optegnet landskaber, noteret dybde i havne og udset sig gode forsvarssteder.

Kongen kunne kun føle sig tilfreds med forsvarsanlægget og tilfreds med den fine, nye store Magasinbygning, som var opført 1609 under Christian IV (1577-1648). Den var fyldt med korn og andet forråd, da kongen besatte slottet.

Korsør bliver en stærk fæstning, når den bliver svensk. Der er mange gode skibe i Korsør. Svenskekongen har allerede tvunget flere bådejere i Korsør til gratis at overføre krigsfolk, materiale og breve til andre havne. Skibsbroen var ødelagt.   

Kongen tilkalder feltmarskal Gustav Otto Steenbock, der er lige så snavset som svenskekongen: ”Du lilla gubbe, gå nu ud og gør dansken svensk”. Og Steenbock svarer ydmygt: ”Ja hå, Kungen har altid ret”.

Kongens hær

Hans Excellence feltmarskal Gustav Otto Steenbock var lige kommet til Korsør. Hans Kedelsmeds store jagt var udkommanderet til at hente Feltmarskallen i Nyborg, han er lidt grøn om næsen. Hans Kedelsmed, der kender Storebælt godt, havde ladet smakken gå ret op i vinden, så det havde givet noget søgang.

Med fast grund under fødderne blev Steenbock sulten. Han opdagede, at borgmesterfruen havde skjult 2 fede kapuner. Han lod to soldater gå hen til borgmester Casper Brands gård, for at få fat i kapunerne.

Fru Casper Brand var en bestemt dame. Selv om hun var 15 år ældre end sin mand, var hun både en meget klog og en modig dame. Hun gav begge soldater en slem bule i panden med den store stegepande, så de kom luskende tilbage – uden kapuner.

Kongens hær er for det meste tyske landsknægte som lejesoldater, nogle rå og voldelige ”børster”. Hæren der havde slået lejr på fæstningsområdet og flere officerer havde taget bolig i byens huse, hvor de havde tømt husene for værdier og jaget borgerne ud. Hæren skulle være selvforsynende med ”sold”, det vil sige mad og betaling, derfor var der plyndring og ran, hvor de kom frem. Landsknægtene tog alt, hvad der var af værdi i folks huse, ja, de gik ikke altid ind af døren, men sparkede hul i husets væg.

Mange Korsør-borgere, mænd og drenge, var udkommanderet til fæstningsarbejde. De skulle møde med skovle og trillebør og deltage i opførelse af fæstningsvolde m.m. Korsør-borgerne blev uretfærdigt tvunget til at levere fortæring, byggemateriale, kvæg og heste til Fæstningen.

Korsør Skov blev for en stor del omhugget, da træet skulle bruges til fæstningsarbejde. Enge og marker blev trådt ned, så der ikke kunne sås og høstes. Mange borgere havde mistet alt og var aldeles forarmede.

Dorthe Snedkers lille søn

Den lille dreng, der passer kaminerne på slottet, er søn af Dorthe Snedkers, en brav kvinde, som var frarøvet både linned og bohave for en værdi af 9 rigsdaler og 2 mark. Dorthe Snedkers var tvunget, som andre af byens kvinder, til at gøre tjeneste på slottet, ved arbejde i slottets køkken.

I fangekælderen nederst i tårnet sidder Markus Kullmand, byens tolder og postmester. Han havde gjort modstand mod den svenske udplyndring af hans hus og båd. Det var breve, regnskaber, indbo, penge, sølv og guld, der var borttaget af de svenske ransmænd. Kullmands store færgejagt var beslagjagt, og han var blevet tvunget til at gøre flere frie rejser for den svenske armé.

I tårnet var der i stokværket over fangehullet vagtrum for de svenske officerer. De spiller brætspil og er som regel altid berusede, og de larmer ganske ustyrligt, de smider af og til afpillede ben, skarn og andre uhumskheder ned til fangerne i kælderen.

Der er to små og mørke fangerum i kælderen, og til dem er der kun adgang fra en lem i loftet, hvor der kan sænkes en rebstige.

Den lille dreng, der gør tjeneste på slottet, er en rask lille fyr, han har mange gøremål. Han hader soldaterne, som forlanger opvartning med mad og drikke. Han er derfor tit nede i fadeburet, hos sin mor. Hans far er sendt på fæstningsarbejde sammen med andre borgere samt folk, der er indforskrevet fra hele Sjælland. Drengen ser af og til sit snit til at smide noget mad ned til fangerne. Maden har han ved moderens hjælp smuglet fra køkkenet. Det er meget dristigt, da de begge kunne risikere at få hårde straffe.

Krigen slutter

Krigen spidser til og modstanden mod de svenske soldater vokser. Der er opstand på Fyn. De danske tropper generobrer Fyn, det afgørende slag finder sted ved Nyborg d. 14. november, da bliver den svenske hær slået.

Svenskekongen har fra øverste stokværk i fæstningstårnet fulgt slaget i Nyborg. Øverstkommanderende Gustav Otto Steenbock og pfalzgreve Philip von Sulzbach flygter til Korsør, hvor de bliver modtaget af den rasende Karl X. Gustav, som udbryder de berømte ord: ”Har fanden taget fårene, kunne han gerne have taget bukkene med.”

Krigen er tabt for Sveriges vedkommende. Karl X. Gustav forlader Danmark i den danske konges jagt. Soldaterne, som for det meste er tyske lejesoldater, ønsker kongen på ingen måde at tage med til Sverige, så de bliver og plyndrer fortsat. Først i løbet af 1660 er de ude af landet.

Der sker en stor ændring. I februar 1660 dør den svenske konge Karl X. Gustav overraskende, 38 år gammel, under et ophold i Gøteborg.

Den svenske kronprins er kun 4 år gammel.

I København i marts kommer de egentlige fredsforhandlinger i stand ved de vestlige stormagters diplomatiske indsats, men det er en helt anden historie.

Siden er sidst opdateret 8. januar 2016