Spring til...

Gyldenholm

En herregård beliggende på frugtbar jord

Foto fra Danmark set fra luften v/ Det kongelige Bibliotek

I 1774 blev Antvorskov ryttergods sat til auktion, og kancelliaccessor Anders Dinesen købte to parceller, nemlig Gimlinge og hovedgården Lystager i landsbyen Ormager i Krummerup sogn.

Hovedgården opførte han på et særligt frugtbart sted, kaldet Guld-agrene, deraf navnet Gyldenholm. Det var Anders Dinesens søn, landvæsenskommissær Jens Kraft Dinesen, der syv år efter overdragelsen solgte Gyldenholm til kancelli-deputeret Christopher Schøller von Bülow og den sjællandske godsejer og landmand Peter Johansen de Neergaard i 1800. De delte købet således, at Bülow fik jordgodset og Neergaard fik skovgodset.

Charles Adolph Denis de Neergaard arvede hele området omkring Gyldenholm som 11-årig, da han ved lodtrækning vandt både Castrup Gods og Charlottedal Gods efter sin barnløse onkel på Gunderslevholm, Carl de Neergaard. Da selve Gyldenholm blev til salg købte han i 1862 også denne ejendom. Gyldenholms hovedbygning, en kasteltype som man kan se i dag, er opført i årene 1863-1864 af den unge kunstelskende godsejer ved arkitekten J. D. Herholdt, som var stærkt inspireret af den norditalienske murstensarkitektur, og dekorationsmaleren G. C. Hilker.

Gyldenholm i dag

Godset ejes i dag af Charles Adolph Denis de Neergaards tipoldebarn, Jacob Johan Thomas de Neergaard, som ligeledes arvede som 11-årig efter sin far, Carl-Holger de Neergaard. Den nuværende ejer er dermed 5. generation.

Gyldenholm har et tilliggende på ca. 700 hektar agerjord samt ca. 700 hektar skov.

Til godset hørte tidligere fem kirker, nemlig i Tjustrup, Haldagerlille, Sørbymagle, Kirkerup og Sludstrup.

Fakta om Gyldenholm

  • Godset har sit navn efter den frugtbare jord, det ligger på