Spring til...

Fæstningen

Et fæstningsværk til at beskytte mod angribere fra havet

Det var et af de mange fæstningsværker, som blev anlagt af kongemagten fra 1100-tallet og frem som værn mod fjender fra syd.

Fra Korsør kontrollerede man sejladsen på Storebælt, og tidens nye og dyberegående skibe kunne søge læ i norets indsejling – efter sigende Danmarks største nor.

Præget af mange tidsaldre

Fæstningen består af en række forskellige bygninger: Magasinbygningen, affutagehuset, vagthuset, fæstningstårnet og en kommandantbolig.

Bygningerne er opført ved forskellige lejligheder og har tjent hver deres formål.

Den ældste og mest i øjenfaldende bygning er fæstningstårnet, som stammer fra 1200-tallet og er det eneste tilbageværende af Korsør Slot. Kun i Vordingborg og på Hammershus kan Danmark vise lige så velbevarede fæstningstårne.

Voldene, der omgiver fæstningsarealet, er opført efter påbud fra svenskerne under deres besættelse af Korsør i årene 1658-60. Mange tidsaldre har altså sat deres præg på fæstningsområdet og skabt et helt specielt historisk miljø. Korsør Fæstning blev nedlagt som fæstning i 1856 og overtaget af Korsør havn i 1943.

Strategisk betydning

Fæstningen i Korsør understreger stedets strategiske betydning ved vandet som overfartssted til Fyn, men også videre ud, og er tilmed et eksempel på de mange skift, byen har oplevet – fra fæstningsby, færgeby, broby til flådeby.

Fakta om Korsør Fæstning

  • Anlagt i 1100-tallet
  • Nedlagt som fæstning i 1856
  • Overtaget af Korsør Havn i 1943