Vagthuset

Først stod et vagthus i bindingsværk fra midten af 1700-tallet. Dette vagthus var blandt andet bolig for slaverne.

Vagthusets vigtigste formål var at give ly til soldaterne, der holdt vagt på Fæstningen. De kom fire mand ad gangen inde fra byen, hvor de var indkvarteret for at holde vagt døgnet rundt på Fæstningen. Under vagten stod de i skilderhuse, ligesom det stadig foregår på f.eks. Amalienborg.

Vagthuset har også fungeret som arrest for udisciplinerede soldater. At komme på ”vand og brød”, som det hed, var ikke sjovt.

I 1942 blev huset bolig for bestyrerparret på det ny vandrehjem i affutagehuset. Senere har det været brugt til bl.a. arkæologisk udstilling og café.

I 1700-tallet blev straffefanger på Bremerholm sendt på tvangsarbejde ved Fæstningen i Korsør, som i den henseende stod på lige fod med alle andre fæstninger. Alle fæstninger kunne bruge ekstra arbejdskraft til alt det grove arbejde, og samtidigt havde man netop på fæstningerne mulighed for at lade soldater bevogte slaverne, så de ikke stak af.

Præcist hvornår denne form for foranstaltning tog sin begyndelse i Korsør, er noget uklart. Så meget står fast, at slaver formentligt er brugt siden 1733 og flere år frem. Ikke førend i 1816 ophørte denne form for tvangsarbejde i Korsør.

I et par tilfælde er det oplyst, at Korsør fik sine slaver fra fæstningen i Nyborg, som i visse henseender var overordnet Fæstningen i Korsør, men om det altid var tilfældet, eller om slaverne nogle gange kom direkte fra Bremerholm, vides ikke.

Overvågning hele døgnet

Slaverne blev indkvarteret på Fæstningens område. Det var logisk, for her opholdt de soldater fra garnisonen sig, som på skift døgnet rundt stod skildvagt ved indgangene til Fæstningen, således at slaverne, der godt kunne tænke sig at flygte ud i friheden, var under konstant overvågning. Også om natten.

Slaverne blev lukket inde i nogle små rum i Fæstningens vagthus, dengang tæt på volden omme bag ved Magasinbygningens sydvestlige ende.

Vagtfolkene havde hvilerum i Vagthuset. Der blev også sat plads af til slaver. Bagtil blev der indrettet et rum med brikse at sove på, nok til, at der kunne være 8-12 mand, mente kommandant Pors i 1753. Året før havde han ellers 24 slaver og året efter et lignende antal.

Hvis der ikke blev skaffet alternative sovesteder, har slaverne ligget som sild i en tønde, for princippet om adskillelse mellem vagtfolk og slaver skulle også fortsat respekteres. Det sidste var dog ikke altid muligt.

I en klage fra 1752, indgivet af vagterne, der af pladsnød i et stykke tid havde delt rum med slaverne, hedder det, at slaverne ikke bare stank, men også påførte dem utøj. Det er derfor ikke så mærkeligt, at kommandant Pors i 1755 frabad sig slaver med den ”faldende syge”, d.v.s. kønssygdom.

Så megen humanitet udviste man dog, at der i 1753 blev indrettet en sygestue for slaverne i et lille ammunitionskammer i vagthuset. I stedet blev krudtet flyttet op på loftet.

Som man kan se, varierede antallet af slaver ved Fæstningen med store udsving gennem årene. I perioden fra 1730’erne og til 1764, da Fæstningen blev nedlagt (midlertidigt, viste det sig), kulminerede antallet med 29 i 1758. Gennemsnitligt var der ca. 20.

Med hensyn til slavernes alder var det nok sådan, som efter 1775, hvor vi er underrettet gennem folketællinger, at det var mænd i deres bedste alder, d.v.s. omkring de 40 år.

Slaverne fik som hovedopgave at reparere på de gamle svenskervolde og at oprense voldgravene. Til den første del af det hentede slaverne tørv og kampesten på Halskov. Så krævende blev disse reparationer, at kommandanten inden 1758 fik en voldmester ansat til at forestå dem – og dirigere slaverne.

Der kan ikke være tvivl om, at slaverne blev styret med hård hånd. Jernlænkerne var ikke garanti for, at deres bærere ikke kunne opføre sig voldeligt mod andre, og flugtforsøg var næppe ukendt.

Blev slaverne for hidsige i deres adfærd, tog man den tids hårdeste form for offentlig afstraffelse i brug: de blev sat ”på hesten”, d.v.s. en træhest, der stod i det fri eller de blev bundet til en pæl. Disse remedier blev anskaffet første gang i 1739 og en ny pæl igen i 1752.

Hvordan soldaterne og andre behandlede slaverne, er ikke oplyst, men næppe blidt. Det er desuden påfaldende, at en del af slaverne døde under deres tjeneste i Korsør. Det kan være af naturlige årsager, men mishandling og arbejdsulykker kan ikke udelukkes som årsager.